Psykisk sårbare unges vej til uddannelse eller job

To af temaerne på Beskæftigelsestræf 2018 er ’Sammenhængende ungeindsats’ og ’Ressourceforløb – succes eller fiasko?’ I IPSCenter Danmark har vi borgere i IPS-forløb på tværs af forsørgelsesgrundlag, og derfor har vi stor erfaring med at få både unge-gruppen og gruppen af borgere på ressourceforløb i beskæftigelse. Her fortæller vi om vores erfaringer med unge i IPS-målgruppen, nemlig dem med en psykisk diagnose eller sårbarhed.

Hver enkelt person er forskellig og vejen til job eller uddannelse er forskellig, men hvis vi alligevel skal prøve at generalisere, så er kendetegnene, når vi møder de unge eksempelvis:

  • Mange har aldrig prøvet at have et job.
  • Mange har gået længe uden at være i gang med uddannelse eller job.
  • Mange skifter ofte fokus i deres mål – den ene dag vil de A, den næste B etc.
  • Mange ved ikke helt, hvad de gerne vil.
  • Mange har selv mistet troen på, at de kan noget, og det har deres omgivelser også.
  • Mange kommer fra hjem med misbrug, og har ikke fået værktøjer til at navigere i livet.
  • Mange har et misbrug, fx hash, amfetamin og lign.
  • Mange oplever de store følelser, der hører ungdommen til.

Sådan hjælper vi unge i beskæftigelse med IPS-metoden

Som IPS-konsulent har vi udgangspunktet, at den unge skal ud at lave noget, og vi skal finde ud af, hvordan det kan lykkes. IPS-konsulent Dorte Have fortæller, hvordan hun arbejder med de unge IPS-kandidater: ”Der er så meget håb i unge-gruppen – der er en ungdomsgejst, som man skal finde ind til og få trukket frem. Mange er vokset op i 'systemet', så man skal ind og lave mønsterbrud. Det gør jeg bl.a. ved at indgyde en tro på dem, indtil de kan tro på sig selv. Jeg tror på dem, lytter til dem og tager dem seriøst. Ofte har de unge ikke de bedste erfaringer med de voksne omkring dem, så rigtig mange af ’mine unge’ fortæller, at de synes, det er dejligt med en 'voksen' at tale med, som tager dem alvorligt og har tid til dem.

Vi hjælper de unge med til at kunne navigere i livet og takle deres følelser og sårbarhed - vi er en slags livline for dem. En dag var en af mine unge på arbejde og kunne ikke komme ind ad en dør. Han var ved at få et angstanfald, men så ringede han til mig. Og det er utroligt positivt, at han ringer til mig og bruger mig på den måde til at håndtere sine udfordringer. Den pågældende unge mand var i en succesfuld praktik, som endte i et regulært deltidsjob, og siden er han begyndt på sin drømmeuddannelse – hvilket også går rigtig godt.

At vælge en drøm og et mål

Mange unge er ikke helt besluttede på, hvad de gerne vil, og dem kan jeg hjælpe til at mærke efter og til at tage et valg om, hvilken drøm de går efter – og efterfølgende fastholde målet. Som IPS-konsulent følger vi hele tiden målet, vi tager aldrig målet eller drømmen fra nogen. Som en af mine kandidater sagde: ’Der er faldet en sten fra mit hjerte, efter jeg fandt ud af, hvad jeg vil …’

Tæt kontakt og nærhed med den unge

Arbejdet med de unge kræver stor kontakt og indlevelse, så vi kan opnå den nødvendige nærhed, det kræver at få succes med denne gruppe. En dag spurgte datteren til en af IPS-kandidater, der arbejdede i en restaurant: ’Er der en manager i restauranten?’ Moren svarede: ’Det er da Dorte, der er min manager.’ Jeg er der for mine kandidater og støtter dem, når de har brug for det – og det ved de,” slutter Dorte Have.

Hold dig opdateret om IPS - klik her

Følg med i nyt om IPS og

IPSCenter Danmark

 

Luk